• 1 dags levering

  • 30 dages fuld returret

  • Faguddannet kundeservice

Guide til valg af brændeovn

Tænker du på at anskaffe dig en brændeovn til hjemmet, er der en del at overveje – mere end du måske er klar over.

Ved du eksempelvis, hvad forskellen på konvektions– og strålevarme er? Kender du til vigtigheden af at vælge en brændeovn i den rigtige størrelse? Og er du opmærksom på, hvorfor det bedre kan betale sig at investere i en ovn, der bærer Svanemærket?

Hvis ikke, er det måske en god idé at læse lidt videre – så giver vi dig et indblik i nogle af de væsentlige overvejelser, der hører med, når man skal investere i en pejs eller brændeovn.

 

Miljø, varmeregning eller ekstra hygge?

Noget af det vigtigste at overveje er naturligvis, hvorfor man i det hele taget ønsker at investere i en brændeovn. Nogen ønsker en supplerende, miljøvenlig varmekilde i huset, andre søger at spare penge på varmeregningen sammenlignet med priser på el-, gas- og olievarme, mens andre igen blot ønsker at skabe ekstra hygge i hjemmet i de kolde vintermåneder.

Uanset, hvilket formål din kommende brændeovn har, findes der forskellige typer, som i større eller mindre grad egner sig godt til netop dette formål. Og når du har gjort dig overvejelser omkring, hvad formålet er, er det naturligvis værd at overveje, hvor meget, du vil investere i en brændeovn – dette kan måske også afgøres af, hvad formålet med investeringen er.

Konvektionsvarme og strålevarme

Hvis det primære formål med anskaffelsen af en brændeovn er opvarmning, er der særligt grund til at kende til forskellen på konvektion og strålevarme. Forskellen mellem principperne findes i måden, hvorpå brændeovnen fordeler varmen, og derfor afhænger de to principper af ovnens opbygning.

Strålevarme er kendetegnende ved primært at opvarme området omkring ovnen frem for at fordele varmen i hele rummet. Dette skyldes, at ovnen ofte kun er opbygget i ét lag, hvilket gør ovnen varm på ydersiden. Flere ældre ovne er opbygget på denne måde.

Ovne, der fungerer efter princippet om konvektionsvarme, er derimod bedre egnet til at fordele varmen i hele rummet, og i dag produceres langt de fleste brændeovne efter dette princip. I disse ovntyper findes der hulrum, der får hhv. kold og varm luft til at cirkulere – der skabes altså bevægelse i luftmasserne, som er med til at fordele varmen ud i rummet.

Hvilken størrelse brændeovn?

Når det kommer til et mere specifikt valg af brændeovn bør du først og fremmest finde ud af, hvor stor ovnen skal være. Det er vigtigt, at du finder den rigtige størrelse til dit behov, dette afhænger bl.a. af husets størrelse og isolering samt af rummets indretning.

For at finde frem til, hvilken størrelse, der passer bedst, kan du starte med at se på brændeovnens effekt – varmeydelse – som normalt måles i kilowatt (kW). Mange ovne har en gennemsnitlig effekt på 5 kW og i et godt isoleret hus, hvor der ikke er specielt højt til loftet, vil en sådan ovn kunne opvarme ca. 100 m2.

Er der højere til loftet (over 2,5 m), eller er huset dårligere isoleret, kan antallet af m2, som en sådan ovn kan opvarme, i nogle tilfælde næsten halveres. I et parcelhus fra 70'erne eller 80'erne vil en gennemsnitlig brændeovn kunne opvarme ca. 18 m2 pr. kW, mens den i et træsommerhus vil kunne opvarme 12 m2 pr. kW.

Mange faktorer spiller ind, når den rigtige størrelse skal vælges, og det kan derfor være svært at sætte en standard ift. antal m2, som en gennemsnitlig ovn vil kunne opvarme. En tommelfingerregel kan dog siges at være 15-20 m2 pr. kW.

Et godt tip er desuden at se på dybden og bredden af brændekammeret. Jo dybere det er, jo mere plads er der til aske og gløder. Jo bredere kammeret er,  des større stykke brænde er der plads til - hvis du køber færdigsavet/kløvet brænde, vil det oftest komme i 25-30 cm stykker.

Under alle omstændigheder kan det ikke anbefales at vælge en ovn, der er for stor – fyres der for lidt og med for lav temperatur i en stor ovn, giver det en dårlig forbrænding og dermed en øget risiko for både sundhedsskadelig røg og skorstensbrand. 

En svanemærket brændeovn

Vigtigheden af at skåne miljøet, når du opvarmer din bolig, er svær at komme uden om. I henhold til miljømærkning, er der opstillet en række krav til, hvordan en brændeovn skal fungere og produceres for at kunne få Svanemærket.

Når et produkt er svanemærket, betyder det, at det lever op til særlige miljøkrav, der ligger højere end kravene i den almindelige lovgivning. I forhold til brændeovne vil det bl.a. sige, at en svanemærket ovn har en god evne til at omdanne brændsel til varme (virkningsgrad) sammenlignet med, hvor meget den forurener.

Nogle af de kriterier, en ovn skal opfylde for at blive svanemærket, omhandler – ud over en høj virkningsgrad –, at ovnen har et lavt udslip af partikler, at de kemiske produkter, der anvendes i produktionen af ovnen ikke må være miljøfarlige samt, at brugermanualen til ovnen indeholder informationer om, hvordan man fyrer korrekt.

Kravene til opnåelse af Svanemærket – og til brændeovne generelt – ændrer sig dog løbende. Kravene strammes således, at grænsen for, hvor mange gram partikler en brændeovn må udlede hele tiden sænkes, og det gør det kun endnu mere fordelagtigt at vælge Svanemærket, når du skal investere i en brændeovn.

Fremover må enhver brændeovn kun udlede 5 g partikler pr. kilo træ – i 2017 strammes disse krav til 4 g, hvilket i øvrigt også gælder salg af brugte brændeovne. En svanemærket ovn må i dag kun udlede 3 g partikler pr. kilo træ, og i 2017 reduceres denne mængde yderligere til 2 g. Det vil altså sige, at en ikke-svanemærket ovn, der i dag udleder 5 g partikler, vil være forældet og ulovlig at benytte i 2017. Køber du derimod en svanemærket ovn i dag, er du sikret, at den lever op til kravene for brændeovne generelt – også i 2017.

Hvilken brændeovn skal jeg vælge?

Kort sagt er der meget, der bør tages op til overvejelse, når det kommer til investering i en brændeovn. Det handler langt fra kun om at vælge den, du synes, har det rigtige udseende. Udvalget er stort, både når det kommer til type og stil, og mulighederne dækker over alt fra indbyggede pejse og pejseindsatser til fritstående og væghængte pille– og brændeovne.

Uanset, hvilken ovn, der passer bedst til din bolig og dine behov og krav, vil det være muligt at finde en ovn, der stilmæssigt falder i din smag. Og selvom størstedelen af de nyere brændeovne i dag produceres efter andre principper end ældre ovne, er der stadig rig mulighed for at vælge en brændeovn, der i stil og udseende bærer præg af traditioner og nostalgi, hvis det er det, du søger.

I dette indlæg har vi kort givet et indblik i de muligheder og overvejelser, som et køb af en ny brændeovn indebærer, og som det fremgår, er der en del valg, der skal træffes – først og fremmest, hvorfor du ønsker at investere i en brændeovn til dit hjem.

En brændeovns type og størrelse er langtfra uvæsentlige faktorer at forholde sig til i købsprocessen, da det kan skabe en del problemer at vælge forkert. Dernæst er det en god idé at overveje, om din fremtidige brændeovn skal være svanemærket – det kan langt hen ad vejen bedst betale sig, da det forlænger ovnens levetid og skåner miljøet for unødig forurening.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at undersøge mulighederne grundigt, og det kan være en god idé at tage en ekspert med på råd, når du skal finde den brændeovn, der passer til netop dine behov og ønsker.

 

Garanti

Et andet tip du skal huske, er at der typisk er en god graranti på din brændeovn. Når du køber en brændeovn skal du som oftest gå ind på producentens hjemmeside og registere produktet, for at sikre dig garantien. 

Ved vores Aduro-ovne får man 5 års garanti. Aduro kræver at du registere brændeovnen senest 5 måneder efter dit køb, ellers er du ikke sikret. 

Morsø, som vi også har et udvalg fra, giver ligeledes 5 års garanti på deres pladestål brændeovne. På deres støbejern brændeovne giver de tilgengæld 10 års garanti.

Det samme gælder for Varde, som ligeledes giver 5 års garanti.

Få gode tilbud
Kontakt
Kundeservice
Kategorier