Nummerplader: Fristen udløber

Nummerplader er nemme at stjæle, hvis de ikke er fastgjort ordentligt. Er dine nummerplader ikke fastgjort ordentligt, tager det kun et par minutter for en potentiel ”nummerpladetyv” at klikke pladerne af din bil, hvorefter han eller hun kan bruge pladerne til at begå kriminalitet under dække af dit navn.

I mange tilfælde bliver stjålne nummerplader brugt til tyveri af benzin og diesel. Tyven bruger dine plader på sin egen bil, som tankes op på en tankstation, og tankstationen forlades herefter, uden at brændstoffet er betalt.

 

Stjålne nummerplader – hvad gør du?

Har du været så uheldig, at dine nummerplader er blevet stjålet, bør du naturligvis først og fremmest melde dem stjålet hos politiet, hvor du får en kvittering for din anmeldelse.

Efter at have været i kontakt med politiet skal du indgive en anmeldelse til SKAT om, at pladerne er stjålet. Dette kan gøres selvom pladerne ikke er fysisk til stede, f.eks. ved at logge på Motorregisteret med dit NemID og melde pladerne bortkomne. Husk, at du skal være den primære ejer af det køretøj, hvorfra nummerpladerne er stjålet, for at du kan indgive denne anmeldelse.

Når du har meldt nummerpladerne stjålet, afmelder SKAT pladerne. Herefter skal du købe nye nummerplader, da en bil uden nummerplader som bekendt er ulovlig at køre i. Nye plader kan købes hos en nummerpladeoperatør eller i et af SKATs motorcentre.

Men nye nummerplader er ikke ligefrem billige. Et nyt sæt koster typisk mellem 1.000 og 1.500 kr., og det er vel også en slags penge. Derudover er det selvfølgelig både irriterende og grænseoverskridende at få sine ejendele stjålet – også selvom det ”bare” drejer sig om et sæt nummerplader.

 

Snart deadline

På baggrund af en stigning inden for antallet af stjålne nummerplader er der derfor blevet udarbejdet en lov, som skal gøre det sværere for en potentiel tyv at stjæle dine nummerplader. Loven påbyder nemlig alle danske bilejere at skrue deres nummerplader fast på bilen, så de ikke længere blot kan ”klikkes” af.

Loven om fastmontering af nummerplader blev indført i november 2013, hvor ca. 2,5 millioner bilers nummerplader ikke var skruet fast, men blot monteret i en såkaldt ”klikramme”. Ejerne af disse biler fik to års frist til at få nummerpladerne fastmonteret med skruer og bolte – og denne frist er nu ved at være udløbet.

Søndag den 15. november er nemlig dagen, hvor alle danske bilejere skal have skruet deres nummerplader fast på bilen. Har man ikke sat sine nummerplader tilstrækkeligt godt fast inden denne dag risikerer man en bøde i omegnen af 1.000 kr. Og en sådan bøde er ærgerlig at skulle betale – specielt fordi et sæt med skruer og tyverisikrede nummerpladerammer ikke koster alverden, og så kan du desuden nemt selv påmontere dine nummerplader korrekt og i overensstemmelse med loven.

 

Fastgør nummerpladerne nemt – og korrekt

Har du endnu ikke fastgjort nummerpladerne på din bil i overensstemmelse med loven, er det muligt at få dette ordnet på dit nærmeste autoværksted, men for de fleste vil den nemmeste løsning være at gøre det selv – det er nemlig ikke så svært endda.

 

  1. Fjern nummerpladerne
    Er dine nummerplader ikke skruet fast på bilen, er de nemme at fjerne og kan klikkes ud af rammen ved hjælp af en almindelig skruetrækker. Nummerpladerammen, som nummerpladen sidder i, vil derimod ofte være fastmonteret med to skruer, som du skruer ud, så både nummerplade og ramme er fjernet.
  2. Bor huller i nummerpladen
    Den afmonterede klikramme kan nu bruges som skabelon til at finde de steder, hvor hullerne skal bores i nummerpladen. Læg nummerpladen løst i klikrammen og kig på bagsiden, hvor du finder skruehullerne i rammen. Brug disse huller til at markere med en tusch på nummerpladen der, hvor du vil bore huller til skruerne. Det er vigtigt at understrege, at de huller, du borer i nummerpladen ikke må forstyrre læsbarheden på nummerpladen – de bør derfor ikke bores i nummerpladens tal og bogstaver.
  3. Fastgør nummerpladerne på ny
    Når du har boret huller i nummerpladen, skal den – sammen med nummerpladerammen – fastgøres på bilen igen. Nummerpladen sættes tilbage i klikrammen, hvor den fastgøres i rammen på bilen ved hjælp af to skruer. Undgå at bruge pynteskruer samt at bore nye huller i bilen.
  4. Sæt hætter på
    Når du har skruet nummerplade og klikramme fast på bilen, skal der sættes to plastikhætter på skruerne. Farven på hætten skal passe til det sted på nummerpladen, hvor skruehullerne er boret, og hætten skal være sat så godt fast, at den kun kan fjernes ved brug af værktøj – eksempelvis en skruetrækker.

 

Alt i alt er det altså ret nemt at foretage de små ændringer, der gør, at din bils nummerplader lever op til de gældende regler på området. Men ingen regel uden undtagelser – er din bils nummerplader historiske nummerplader eller fra før 1. april 1976, er disse fritaget for at opfylde kravene. De skal blot fastgøres på en måde, der passer til køretøjet.

Få gode tilbud
Kontakt
Kundeservice
Kategorier